SNIK – Et samtaleredskab til børn i psykiatrien
År: 2025
Skole: Designskolen Kolding, 6. semester, Bachelorprojekt
SNIK er et interaktivt samtaleredskab udviklet til børn i psykiatrien, hvor svære samtaler ofte kræver mere end ord. Projektet udspringer af ønsket om at gøre dialogen mellem barn og behandler mere tryg, mere struktureret – og vigtigst af alt: mere legende.
I samtaler med børn mellem 6 og 13 år er det afgørende at møde dem på deres egne præmisser. Her spiller legen en central rolle – ikke som underholdning, men som en meningsfuld måde at forstå, udtrykke og bearbejde oplevelser på. Derfor er SNIK udviklet som et fysisk redskab, hvor børn aktivt kan bygge, flytte og visualisere tanker og følelser gennem legende interaktion.
Gennem metoder som play probes, co-design og workshops har jeg arbejdet tæt sammen med både børn og sygeplejersker for at forstå deres behov og afprøve løsninger i praksis.
SNIK (snak) – en forkortelse for Støtte, Nærvær, Indsigt og Klarhed – fungerer som en slags psykisk førstehjælpskasse. Den hjælper barnet med at navigere i svære emner, samtidig med at sygeplejersken bevarer overblikket over samtalens indhold. Redskabet er visuelt, fysisk og fleksibelt – og designet til at fungere i en klinisk hverdag, hvor både tid og følelser er pressede.
Bag designet ligger en grundig researchfase, hvor jeg interviewede og observerede fagpersoner og patienter i børne- og ungdomspsykiatriske ambulatorier og gennemførte legende aktiviteter med børn i målgruppen. Play probes blev brugt til at undersøge, hvordan børn intuitivt leger, fortolker og engagerer sig i forskellige former for visuel og fysisk leg. Det blev hurtigt tydeligt, at børn reagerer positivt på leg, der giver dem plads til at fortolke og handle – især gennem konstruktions- og narrativ leg, hvor de selv skaber mening.
I takt med at designet blev udviklet og testet, voksede SNIK frem som et redskab, der ikke dikterer, men inviterer. Det er et objekt, der kan tilpasses samtalens tempo og barnets behov – og som samtidig guider sygeplejersken sikkert gennem de 12 sygeplejefaglige problemområder, der skal dækkes og dokumenteres.
Projektet viser, hvordan design kan skabe bedre rammer for dialog og inddragelse i sårbare samtaler. Når børn får mulighed for at udtrykke sig gennem leg og handling frem for udelukkende med ord, opstår en anden form for samtale – mere åben, undersøgende og samarbejdende. Med SNIK er barnet ikke blot modtager, men aktiv medspiller i samtalens forløb.